Min tid som læge på Senkatana går hurtigt mod enden, måske endda lidt for hurtigt. Jeg har haft et ganske fantastisk ophold. I starten med en god portion af faglig udfordring, senere en tid som en af dem, der bliver spurgt til råds, når det daglige arbejde med patienterne får et tvist. Socialt har det været let at fungere på Senkatana. Basothoerne er et meget åbent folkefærd, og personalet og patienterne på klinikken er ingen undtagelse. Jeg føler, at vi som udenlandske læger er værdsatte, og at personalet på trods af den relative korte besøgs periode ønsker at lære os at kende. For mit vedkommende har Dr. Sethingyane været til ekstra stor hjælp. Han har med et smil svaret på mange kliniske spørgsmål og trådt til, når mit sesotho ikke længere rakte. Vi har arbejdet tæt sammen og i perioder haft travlt, men aldrig uden en underholdende samtale om alt fra vores mange forskelligheder til VM i fodbold og min faglige fremtid.

”Secure the future” – et forpligtende og inspirerende navn til et udviklingsprogram i Afrika. Og en sikret fremtid er netop, hvad kvinden, der i jubel løfter sine arme ved oplysningen om stigningen i hendes CD4 celle tal, føler. Hendes trofasthed overfor medicinen, der dagligt minder hende om hendes HIV status, samt besværet med logistikken omkring de mange besøg til klinikken, har givet hende muligheden for igen at kunne tænke fremtid. Men nye udfordringer venter om hjørnet. Der tales i øjeblikket en del om resistens udvikling og flere og flere patienter overgår til second line behandling pga. medicinsvigt. En udvikling der i fremtiden formodentlig vil lægge pres på brandet ”Secure the future” i en del af verden, hvor HIV/AIDS og TB fortsat gør frontalt angreb på befolkningen.

Et andet aktuelt emne er den tiltagende konkurrence om kvalificeret personale, ikke mindst nu hvor flere private klinikker med funding fra Sydafrika skyder op i Lesotho. Senkatana er ikke nødvendigvis det sted, som læger, sygeplejesker og andet personale søger til for at opnå højere lønninger. Men klinikken vil kunne opretholde sin status af ’centre of excellence’ ved at tilbyde personalet andre goder så som f.eks mere undervisning og dermed faglig opgradering. Her vil læger udsendt igennem ’Nordic secure the future’ kunne udvide deres rolle. De kunne med fordel i et større omfang end nu bidrage til at hæve netop det faglige niveau ved at blive mere involveret i undervisning af det medicinske personale. Dette vil styrke vores kollegaers teoretiske grundlag i det daglige kliniske arbejde og give dem et indblik i fremtiden af HIV/AIDS og infektionsmedicin. Samtidig vil det forhåbentlig, i kombination med det gode sociale miljø, sikre Senkatana et stabilt og kvalificeret personalegrundlag.

Til slut vil jeg slå et slag for yngre læger som jeg selv med en smule erfaring i HIV behandling. Det forlyder, at situationen på Senkatana nu er sådan, at der altid vil være en lokal læge tilstede på klinikken. Arbejdsbyrden er overkommelig, og hjælpen i tilspidsede situationer med dårlige patienter eller blot spørgsmål om lokale behandlingsstrategier har altid været nær. Udsendelse igennem ”Nordic secure the future” er en god mulighed for kommende læger i specialet infektionsmedicin for at få mere erfaring med STI, HIV og Tuberkulose.

Jeg har sammensat et billed slideshow med nogle indtryk fra mit ophold i Lesotho.

Christian Wied

Står og roder i mit klædeskab. Tre forskellige skjorter og et slips hænger allerede klar, men hvad har man egentligt på, når medicinalindustrien byder på jobsamtale på Hotel Hilton? To år som nyuddannet læge i slidte træsko, stumpe bukser uden pasform, og i en lidt for stor kittel har ikke klargjort mig synderligt til arrangementer som dette, men det føles nu alligevel rigtigt at stå ombord i metroen og søge min chance for et eventyr med BMS i Afrika.

Moshoeshoe! Hvor gør de af h’erne? Svært ikke at ligne en der luftkysser, når ordet triller over læberne. Er i Johannesburg lufthavn og overvejer om billetdamen har misforstået mit forsøg på at sige Moshoeshoe International Airport. I følge hende er min billet ugyldig til denne afgang. Efter lidt viften med boarding kortet og nogle højlydte suk, lader hun mig alligevel stige ombord på flyet, dog uden at luftkysse tilbage. Welcome to Africa!

BMS har gjort det klart, at der på Senkatana clinic vil vente en stor udfordring, hvad angår mængden af patienter. Jeg vil sandsynligvis være eneste tilstedeværende læge, eftersom klinikken har oplevet masseflugt af personale siden årsskiftet, på grund af ændrede lønforhold. Mine parader er derfor rykket helt op om ørerne, da jeg for første gang træder ind på klinikkens skønne omgivelser og møder muren af patienter foran mit kontor. Overvældende. Tanken om at de alle er HIV-positive og mange TB smittede gør dette til et umiddelbart vildt sted. Jeg kan dog hurtigt slappe af. Kan høre noget der mest af alt lyder som en ged kalde på mig. Sproget Sesotho, der ellers synger ganske pænt, har et besynderligt brist omkring det multifunktionelle ord ”æee”, og 53-årige Dr. Sethingyane har sin egen version: ”Æee æee æee..”! Sethingyane sidder storsmilende bag sit skrivebord og byder mig velkommen. Han glæder sig over min interesse for at rede Afrika, og over hvorledes klinikken nu vil være frelst med min ekspertviden fra det store udland. En mand med humor, står jeg og håber. Dr. Sethingyane og Dr. Pearl, den administrerende læge på klinikken, får mig grundigt introduceret til de fire erfarne sygeplejersker, Dr. Kris fra Indien og resten af holdet bag Senkatana.

Første uge på klinikken går hurtigt. Sidder og arbejder som en anden Xerox printer for Dr. Sethingyane, imens han på bedste afrikansk vis belærer mig om det daglige kliniske arbejde. Der er meget at lære fra denne mand, der for to måneder siden skiftede til jobbet på Senkatana efter godt 20 år i en praksis med op til 80 patienter dagligt. Det passer mig storartet at få kontorplads på den anden side i det hesteskoformede lokale; faglig sparring, Sesotho oversættelse og VM fodbold analyser er altid nær.
I de efterfølgende uger finder flere og flere patienter vej til klinikken. Meget passende kommer to jyske blondiner ind af døren. Rosa og Sofie er på deres sidste år af medicinstudiet i Århus, og de har fanget interesse for HIV/AIDS behandling i Afrika. I de efterfølgende tre uger nyder jeg de faglige diskussioner og de spørgsmålstegn de stiller til vores kliniske arbejde. Det i sådan et omfang at vi flere gange hører Sethingyane råbe: ”Release her, release the patient” fra den anden side af lokalet, når vi graver os for dybt i patienternes symptomer.

Det er ellers ikke kutyme at spise frokost på klinikken. Der arbejdes igennem og så går man hjem. Det strider imod min mave fornemmelse, og jeg finder derfor mig selv diskuterende fodbold i køen til det lille gadekøkken foran klinikken. VM er på alles læber og Bob Marleys sang ”Africa unite” er højaktuel, nu hvor de afrikanske nationer begynder at ryge ud af turneringen; Alle er pt. Ghanesere! Det bliver min tur, netop som jeg skal til at forsvare det Dannebrogsflag, jeg har monteret på min bils antenne.

De tre kvinder bag disken griner højlydt som de ser desperationen i mit ansigt, når de åbner den ene spand med mad efter den anden. De giver mig øgenavnet ”Mohao” – eller The mercyful. Tænker navnet kommer, eftersom jeg både takker nej til kolde hønsefødder og komave. Mohao fanger hurtigt an blandt det resterende personale.

Det føles stadigt en smule akavet hver morgen at blive hilst ”Lumela Mohao” – ”Good morning mercyful”, foran 150 forventningsfulde patienter. En stor kontrast til morgen konferencerne hjemme i Danmark.

Det er blevet koldt i Afrika. I morges lavede jeg snebolde med min 2-årige søn inden afgang mod klinikken. Natte temperaturen holder sig stabilt på minus 5 grader, og hvor man end befinder sig, bliver man høj af kuldioxiden fra de mange gasbrændere i alt for små rum.

Det virker som om patienterne er blevet dårligere efter at kulden sivede ned over landet. Flere og flere kommer hostende og med feber. Lungestetoskopi af en kvindelig patient i traditionelle klæder er lidt af en tålmodighedstest og et studie i mængde af klæder, der kan vikles den ene og anden vej omkring overkroppen.

Der kommer stadig en del patienter for sent i behandling på trods af et efterhånden fungerende oplysningsprogram og en af-stigmatisering af HIV smittede. Jeg kan mærke, hvordan mit hospitalsophold i det sydlige Uganda og min ansættelse på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre hospital har boostet mine kundskaber og min selvtillid, når svært syge patienter bliver båret ind på briksen. Senkatana har udelukkende ambulatorie funktion og er uden de store muligheder for akut medicin. De fleste bårepatienter er så dårlige, at vi straks må videre henvise patienten efter umiddelbar vurdering, venflon, blodprøver og væske. Hvorfor de kommer til os har været mig lidt af en gåde, eftersom det er velkendt, at vi ikke har indlagte patienter på klinikken.

Jeg er nået frem til den forklaring at Senkatanas ry i lokalområdet er så godt, at de pårørende hellere kører patienten forbi klinikken i håbet om hjælp frem for en evt. indlæggelse på byens hospital.

Jeg vil slutte for denne gang, fortsættelse følger i august…

Christian Wied