Det er det sidste fællesbrev fra Lesotho. I morgen rejser jeg 10 dage til Botswana, og vender hjem d. 11 maj.

Dette brev er lidt om livet, og døden og vejret.

Min farmor døde, mens jeg var her, og det er noget mærkeligt at være så langt væk, når sådan noget sker. Det er svært at forestille sig at hun ikke er her mere. Jeg har trods alt kendt hende i mere end 40 år.

Jeg fortalt det til mine to kolleger, MaLetsie og MaNthati, og de sagde begge, at det var de kede af at høre. Så fortalte jeg dem, at min farmor blev 87 år, og så kom der et stort smil på MaLetsie’ ansigt, hvorefter hun udbrød: ”She must have been blessed”. For når man ser min farmors alder med Lesotho-øjne, så må hun have haft penge, mad, et hus at bo i, et godt helbred, og en famile der kunne tage sig af hende. Ellers bliver man ikke så gammel. Og MaNthati sagde, også med et smil, og øjnene vendt mod himlen, ” så er hun hjemme! - og en dag møder du hende igen”. Sofia spurgte om det var uventet. MaLetsie og MaNthati kiggede på hende med et undrende blik i øjnene, og forstod ikke helt spørgsmålet. For i Lesotho kan man forvente at leve til man bliver mellem 37-39 år – pga. hiv – og der er ikke mange Basotho folk der overhovedet har mødt en, der er 87 år. Men jeg forstår godt Sofias spørgsmål, og på en måde var det lidt uventet, for min farmor havde kun været rigtig syg i meget kort tid. Men hun var på den anden side den ældste kvinde i familien, så helt uventet var det ikke.

Hvis en kvinde mister sin mand her i Lesotho, så skal hun klæde sig i mørkeblåt eller sort tøj fra 6 måneder op til 3 år. Hvem der bestemmer tiden, er afhængig af traditionerne i familien. Hun skal barbere ALT håret af kroppen, undtagen øjenvipper og bryn, og når hun er færdig med at sørge, skal hun igen barbere hele kroppen. Når mænd mister en kone, skal de bære sort i en måned. Jeg undrer mig over hvem, der har indført disse traditioner. Er det mændene, for så slipper de afsted med en kortere sorgperiode, og kan hurtigere finde sig en ny kone. Eller er det kvinderne, for så har lang tid til at sørge, og de har en længere periode, hvor de ikke skal have mand og børn? Hvis man mister et barn, er traditionerne de samme som ved en mands eller kones død. Men kun det første barn, for de efterfølgende børns vedkommende skal kvinden kun bære sort tørklæde i en måned. Det siger lidt om de ting, livet byder på her i Lesotho. Det med børnene viser sig også på klinikken i Familieplanlægningen. Her spørger vi ikke først, hvor mange børn de allerede har, men vi spørger: Hvor mange gange har du været gravid,?” og derefter spørger vi om antallet af børn.

Da MaNthati fortalte det med at man skulle barbere alt håret af, sagde jeg, at det ville jeg synes var en stor ting, men hendes eneste kommentarer var ” det vokser jo ud igen”.

Kvinder har en væsentlig position i Lesotho. De er bedre uddannede, og der er langt mindre arbejdsløshed blandt kvinderne. Dette skyldtes bl.a. at mændene indtil for 5-10 år siden, kunne få arbejde i de sydafrikanske miner, og her kunne de tjene mange penge. Men det betød også, at unge drenge forlod Lesotho, og kom aldrig i skole. Det gjorde pigerne derimod. Og da Sydafrika ændrede deres indvandreregler for minearbejdere, så var der ikke længere arbejde til mændene, og de er nu kommet hjem til arbejdsløshed. Og i mellemtiden har kvinderne sat sig på alt det arbejde, der er her i Lesotho. Der er en meget stor kinesisk tøjfabrik, der laver vores Lewis bukser, sender dem til USA, hvr de får påsyet Lewis mærket. Jo, det er både billigere, og her er ingen der kigger på forurening. I skulle se floden der løber ved siden af farbrikkerne. Den er cowboybukse-blå – det er så grumt.

Der er også en anden ting, som jeg synes, tyder på at kvinder er noget særligt her i Lesotho. Ved I hvad de kvindelige kønsorganer hedder på sesotho??????? Lesotho!!!! Første gang jeg hørte det, var da lægen skulle spørge en kvinde om hun havde sår på lesotho. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og siden da har jeg hørt det flere gang, og må hver gang fnise højt. Måske skyldtes grinet også, at jeg ikke synes, at vi har et særligt godt ord på dansk for disse dele, og tanken om at kalde dem Danmark, den er bare for sjov. Hvem der har givet dem ordet lesotho, det er uvist, men jeg synes det tyder på respekt for Basotho kvinder. De havde også, indtil for nylig, nogle linier om de kvindelige kønsorganer i deres nationalsang, men de er blevet taget ud. Ingen ved helt hvorfor, og af hvem.

Og her lidt om klinikken

Siden jeg kom her til klinikken i begyndelsen af februar er mere end 650 mennesker blevet testet hiv-positive i vores rådgivning (kvinderne udgør ca. 2/3 dele). Ca 350 er blevet sat i behandling, langt de fleste af dem er patienter, der lige er blevet testet positive. Hvis det skal omskrives til et år, så ankommer der ca. 2600 nye patienter til klinikken i år og antallet der skal sættes i behandling 1400. Klinikken har i øjeblikket ca. 3000 patienter, hvoraf ca. 2000 er i behandling. Hvis klinikken skal kunne overskue dobbelt så mange patienter i løbet af i år, så skal de have langt mere personale, computere med systemer til registrering af data, blodprøvesvar, journalnotater, lokaler, mm. Og så skal de også have et langt større medicinlager. Farmaceuterne på klinikken kæmper hver måned for at få deres medicinudbyder til at give dem et stort nok lager af medicin, så de kan give patienterne medicin til to måneder og ikke en måned, som det er nu. Lige nu skal man som patient komme hver måned, for at få en ny forsyning af medicin. Men det er ikke lykkedes endnu.

Meget er lykkedes i klinkken, men i Lesotho og på Senkatana er man først lige begyndt. Lesotho har ca. 20.000 mennesker i behandling, men der er ca. 25 % hiv-smittede i landet (ca. 300.000 mennesker), og af de 300.000 regner man med at 100.000 har brug for behandling lige nu.

Det var alt for klinikken for denne gang.

Og nu til vejret

Hvis der er nogle af jer som tror at det er varmt i Afrika - så tro lige om igen. Det er blevet koldt de sidste par dage, ikke mere end 9 grader om dagen. Og det er ikke fordi mit klædeskab bærer præg af vintertøj. Der er mange bluser med spaghetti-stropper, sandaler, nederdele og en enkelt bikini. Jeg forlod jo Danmark i januar, så det tøj kan jeg da have på. Der er forhåbentlig varmere i Botswana – det er det. Ca 27 grader. Husene i Lesotho er lavet sådan at de er bedst til at holde varmen ude og kulden inde.Det er sådan set også meget smart, da det er ret varmt 9 måneder om året, men lige nu er det altså ikke så hensigtsmæssigt. Jeg sover med overtøj på og to dyner. Der er nu en ting – muligvis er der flere – der er godt ved kulden, der er ikke myrer i sukkeret og kaffen mere.

Nu vil jeg slutte for denne gang. Det er lidt svært at skulle sige farvel til Lesotho, og måske er det fordi jeg aldrig helt kom ind i landet. Det er svært at sige farvel til noget, man ikke rigtigt har lært at kende.

Med venlig hilsen Tina Bruun

Der er gået lidt længere siden sidst, for det har jo været påske, hvilket vi også fejrer her. Sofia og jeg tog en tur til Durban. Det ligger ca. 700 km væk, men man bliver nødt til at køre uden om Lesotho, for der er ingen veje gennem Lesotho. Vi kørte torsdag formiddag, og skulle på vejen besøge nogle svenske kolleger, der arbejder i Ladysmith. Vi boede på et B&B som Sofia kendte fra hendes tidligere ophold i Sydafrika. Det er godt nok lidt af et kulturchok at komme til Durban fra Maseru. Durban er grøn, har utroligt mange mennesker, biler og huse. Nej, mange af dem er ikke huse, men palæer, og så er der helt utroligt mange hvide folk. Det kan til tider være svært at se, at Durban er en afrikansk by. Vi boede i den nordlige ende af Durban, dér, hvor de hvide boede under apartheid-styret, og turen på stranden bar tydeligt præg af, at det ikke har ændret sig siden. Der var kun hvide - mange af dem meget overvægtige, og med en hel masse smykker. Men det var dejligt at kunne shoppe lidt, bade og spise på forskellige restuaranter. Den ene aften tog vi på casino, ikke for at spille, men for at spise. Og her var der heller ingen sorte, men en hel masse indere. Det siges, at Durban er den største indiske by uden for Indien. Vi tog den obligatoriske turistbustur gennem Durban. Det kan godt være det er ret turistet, men det er en god måde at se en by på.

Det er ikke fordi der sker så meget, der er værd at fortælle om, men jeg har fundet et motionscenter, så nu kan jeg få rørt kroppen lidt. Og idag skete der noget helt utroligt. Hvor mange af jer har løbet på løbebånd ved siden af en konge!!!!!!! Nå, men det har jeg. Kongen af Lesotho kommer også i centret, og han var der idag. Jeg vidste ikke, det var ham, (han løber ikke med kongekrone), han lignede bare en helt almindelig sort mand. Men han var den eneste i salen, der havde en mand til at bære sin taske. Det var vores instruktør, der fortalte, at det var kongen.

Det er som om, at Lesotho ikke rigtig er kommet ind under huden på mig. Noget af grunden er, at jeg, til forskel fra Botswana, ikke har fået nogle Lesotho ”venner”. Det er svært at lære noget om et folk og et land, når man ikke hører det fra folk selv, og så er jeg jo kun her i 3 måneder. Men noget der heldigvis stadig sker, er, at jeg udfordres på mine fordomme. For et pår uger siden var vi til middag hos vores to lægekolleger. Den ene er fra Cameroun, den anden fra Sudan, og de havde begge deres ægtefæller med. Dr. Tiams kone var iklædt en typisk afrikansk kjole, og vartede os op med mad og drikke, samtidig med at hun ammede deres 3 måneder gamle baby. Tv’et kørte, som det gør mange steder, når man besøger folk, og der var foldbold på programmet. Vist nok en kamp mellem Chelsea og Liverpool. Og pludselig begynder Dr. Tiams kone at udbrede sig om hold-opstillinger, nylige indkøb af spillere, og hun kunne alle navnene på begge hold. Det havde jeg nok ikke lige forventet.

Den anden gang var vi i en af de få tøjbutikker (vist nok den dyreste), der findes i Maseru. Jeg er i gang med at checke bluser, da en ung fyr, temmelig forhutlet, prikker mig på skuldren og siger ”How are you?” Det siger alle, når de møder dig. Min tanke er, at han vil tigge penge, så jeg svarer kort og afvisende. Men han bliver ved, og spørger om jeg kan huske ham. Hvilket jeg ikke kan, og tænker igen, at det er en anden måde at få penge. Men så siger han” Kan du ikke huske at jeg var på klinikken i sidste uge med min tante, der sad i kørestol, og hun var meget syg?” Nu kan jeg huske kvinden, og fyren der var med hende. ”Jeg ville bare sige tak, fordi du tog dig af hende. Hun døde i går på hospitalet.” Fik jeg lige en dårlig smag i munden? Vi talte lidt sammen, og jeg var helt klar over, at mine forsvarsmekanismer/fordomme var lige ved at forhindre mig i at behandle fyren ordentligt. Heldigvis var han mere ihærdig, og ville tale med mig.

Lidt om klinikken:

Det er ikke fordi jeg normalt underholder med mine akne-problemer - det er for intimt, men nu vil jeg gøre en undtagelse. Den sad virkeligt et meget uheldigt sted. Nej, ikke på næsen hvor alle kunne se den, men i øret. Det kunne måske synes som en mindre ting, men ikke når jeg 69 gange den dag skulle putte stetoskopet i øret. Hver gang gjorde det ret ondt, og var p....irriterende. En af de sidste patienter var en ung fyr, der kom ind i en kørestol. Hans kone var med ham, og han var lige blevet testet positiv. Jeg spørger om han kan stå på sine ben, og hun nikker. Men siger hun, han er blind. For 3 uger siden mistede han synet på det ene øje, og for 2 uger siden på det andet øje. Og da jeg kigger rigtigt på ham, kan jeg godt se, at han har dette stirrende tomme blik. De var kommet nu, fordi de håbede, han kunne få behandling. Det er meget sandsynligt, at han er blind, fordi han har CMV i øjene. CMV er et virus, hiv-smittede med et dårligt immunforsvar kan få, og det angriber bl.a. øjene og gør folk blinde. Desværre er det sådan, at er man først blevet blind pga. CMV, så får man aldrig synet igen. Og jeg tror, de håbede, at hiv-behandlingen kunne gøre noget. Han vil muligvis kunne leve længe, når han kommer i behandling, for, bortset fra synet, var han ikke specielt syg, men han vil være blind resten af sit liv. Det var en af de gange, hvor jeg kan mærke, at jeg reagerer stærkt på det, jeg oplever. Jeg blev pissesur og rasende. Rasende på ham over, at han ikke er kommet noget før, så kunne behandlingen muligvis have reddet hans syn. Rasende på hiv, fordi den har så mange menneskelige konsekvenser og fordi folk lider. Jo, jeg blev PISSESUR.

Konsekvensen er at jeg bliver endnu mere pågående, når jeg rådgiver bla. kvinderne i familieplanlægning. Mange af deres mænd vil ikke testes, og det er ikke muligt for mig at finde ud af hvorfor (det har jeg vist skrevet før). Men til forskel fra min rådgivning i Danmark, hvor jeg i langt højere grad diskuterer med folk om de skal lade sig teste, så siger jeg til kvinderne, at de skal tvinge (hvis de kan), deres mænd til klinikken. Om ikke andet, så bare for at blive rådgivet. For det har langt større konsekvenser, når man her i Lesotho ikke lader sig teste. Hvor folk i Danmark ville gå til lægen, hvis de begyndte at miste synet på det ene øje, så venter nogle folk hernede til de er blevet helt blinde, og hvor der intet er at gøre.

Man taler om at ’empower’ kvinder i hiv-bekæmpelsen. Men kvinderne her i Lesotho har brug for mænd, bla. til at få børn, så de har måske langt mere brug for at basotho mænd bliver empoweret, så de tør blive hiv-testede, og kan bruge klinikkerne.

Nå, det var vist det sure opstød for idag. Næste gang bliver det sidste fællesbrev, for d. 30. april. tager jeg til Botswana i 10 dage, og vender hjem d. 11 maj.

Med venlig hilsen Tina Bruun

Vi er lige kommet hjem fra en weekend tur til Bloemfontein, den nærmeste større by ift. Lesotho. Det er en rigtig sydafrikansk storby med masser af indkøbscentre og restauranter. Og det var så GODT for mit kvindelige shopping-gen. Genet har ligget stille siden jeg kom her for 6 uger siden, og jeg havde en del abstinenser. Så det blev bl.a. til 4 bøger og flere bluser. SKØNT. Det med bøgerne var også ved at være kritisk, for jeg havde kun en bog tilbage, og når man, som jeg, læser ca. 1 bog om ugen, og den nærmeste boghandel ligger ca. 160 km. væk, så skal der tankes op, når man finder en boghandel. Det med bluserne var vist ikke lige så kritisk, og jeg havde allerede 9 kg.s overvægt i kufferten på vej herned, så der skal ryddes godt op til hjemvejen.

Vi tog afsted med Hanan og hendes mand Basil. Hanan er en sudanesisk læge, som jeg arbejder sammen med på klinikken. På vej til Blømfontein kom vi forbi et sted med en masse mennesker, turistbusser og biler ude på en mark, og jeg tænkte, at der skal nok være en koncert eller sådan noget. Men såsiger Hanan: ”Nå, der er nok mange i dag...Det er en begravelsesplads for AIDS. Der må være mindst 10 begravelser i dag.” Livet ser meget forskelligt ud, alt efter hvis øjnene der ser.

Når jeg ser nyheder på TV her i Lesotho, så er det kun sydafrikanske nyheder (medmindre det er CNN eller BBC), for Lesotho har ikk deres egen TV-station. Forleden var der et indslag om Mozambiuqe, hvor der jo har været oversvømmelser og orkaner. En af de byer, det gik værst ud over, var Vilankula, en by jeg besøgte i min juleferie mens jeg var i Botswana. Udover at mange huse var ødelagte, og der er udbrud af kolera og andre infektionssygdomme, såer det også gået udover hospitalet. Og alt deres lager af hiv-medicin er ødelagt. Det betyder, at folk ikke kan få deres hiv-medicin, og flere har været nødt til at afbryde deres behandling. Men heldigvis er Røde kors ved at sætte et nødhospital op, og den nye medicin skulle være på vej. Der er mange ting, der gør det svært i Afrika.

Nyt fra Klinikken – den obligatoriske del af fællesbrevet.

Hver anden uge er jeg i den del af klinikken, der tager sig af familieplanlægning. Det betyder her, at alle kvinder der testes positive skal tilbydes (læs her: mest pålægges) at få en p-pille injektion hver 3 måned. Så hver anden uge sidder jeg og stikker afrikanske kvinder i bagdelen. Hvis det kun var det, så ville jeg meget hurtigt kede mig, men det er en utrolig god mulighed for at få talt med kvinderne. Her er man nemlig alene med dem, og vi har den tid der skal til. Jeg sidder sammen med en oversætter der samtidig er PLOWA.......Kan nogen gætte hvad det betyder?......Mange af jer der arbejder med hiv og aids, ved at der er utroligt mange forkortelser i denne verden, og det her er altså en ny en for mig......PLOWA betyder: People Living Opently With Aids. Mamokete, som hun hedder, arbejder på klinikken som PLOWA’er, hvilket betyder at hun hver dag underviser og fortæller patienterne i venteværelset om hiv, det at leve med hiv, behandling og meget mere. Men i denne uge er hun altså oversætter for mig. Hun er ikke verdens bedste til engelsk, men det går endda. Vi har mellem 15 og 20 kvinder om dagen. Jeg har flere dagsordener, når jeg rådgiver her. En af dem er at finde ud af om de hiv-smittede kvinder vil have flere børn. Når jeg spørger kvinderne om det, svarer 95 % nej, og når jeg spørger hvorfor, siger de, ”fordi jeg er hiv-smittet”. De fleste svarer sådan, fordi de ved, det er det politisk korrekte svar. Jeg tror kun det er de kvinder, der allerede har 4 eller flere børn, og som er ældre, som egentlig mener det. Vi havde en ung kvinde på 21 år, og hun havde ingen børn, og ville heller ikke have det. Jeg spørger så Mamokete og kvinden, om det er realistisk, for en kvinde i Lesotho, at fravælge børn. Mamokete siger meget hurtigt og bestemt: ”En kvinde uden børn er ikke en rigtig kvinde”. Og så får vi en snak (eller det er vist mest mig der taler) om vigtigheden af at komme at få rådgivning og en samtale med lægen, før man bliver gravid. Og jeg viser hende også hvordan man kan blive gravid, hvis kæresten eller manden er hiv-negativ, og hun ikke skal smitte ham. Til jer som måske ikke lige kan regne den ud, så skal man bruge et kondom (med sæd i) og en engangssprøjte. Diskussionen om hiv-smittede kvinder ikke skal have børn, i et land som endnu ikke tilbyder hiv-behandling til gravide, er, set fra min side, formålsløs. For det er så grundlæggende for kvinder at få børn her i Lesotho, og hvis de samtidig forholdes informationen om, hvordan de kan få børnene på den mest sikre måde, både før, under og efter graviditeten, så er det i værste fald både uhensigtsmæssigt og farligt.

En af kvinder der kom i til p-pille injektion var 42 år gammel, så vi er næsten på samme alder. Hun havde 5 børn – ok, så holdt ensartetheden op. Jeg stiller mine sædvanlige spørgsmål: Hvor gamle er de, og er de hiv-testede? Hun starter opremsningen af alderen på børnene, og siger at den ældste er 27 år. Jeg går helt i sort: HVORDAN KAN MAN HAVE ET BARN PÅ 27, NÅR MAN KUN ER PÅ MIN ALDER? Med lidt udregning så kan det faktisk godt lade sig gøre, det er bare helt mærkværdigt for mig at forestille sig det. Hun ville ikke have flere børn, hun synes hun havde nok, og hun ville heller ikke have mere sex. Hun virkede ret beslutsom på begge dele, og jeg spørger hende, hvorfor hun så er kommet her for at få p-pille injektionen? Det vidste hun egentlig heller ikke selv, så jeg foreslog hende at hun skulle tale med lægen næste gang. Min forventning er, at hun kommer igen om 3 måneder, for hun får nok ikke lov at slippe for sprøjten.

Da den sidste kvinde kommer ind af døren lyder der en mærkelig lyd, og jeg kan ikke finde ud af hvor den kommer fra. Men det viser sig, at hun har taget en høne med i plastikspose, og lyden er, fordi den er levende. Det tror jeg aldrig, jeg har oplevet på ambulatoriet på Hvidovre Hospital. Gad vide om man overhovedet ville blive lukket ind på hospitalet med en høne ........den kunne jo have fugleinfluenza.......

Nok fra klinikken for denne gang.

I sidste weekend var vi i Malea Lea en lille by 1 ½ times kørsel fra Maseru. Byen er kendt for smukke beliggenhed og et vandfald. Den bedste måde at opleve bjergene på, er at ride. Og jo, jeg har igen været i sadlen, og denne gang i 4 timer. Da de spurgte mig om jeg havde redet før, og måtte sige nej, så tilbød de mig, at jeg kunne få en fører med. Og efter at have tænkt i 1 minut, så besluttede jeg mig for at sige ja tak. Jeg tænkte, man må jo støtte lokalbefolkning, men inderst inde i mit lille ridehjerte, så var det vist mest fordi, jeg ikke turde alene. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvordan det må have set ud med mig i sadlen iført den obligatoriske ridehjelm, og foran går der en sort mand, og trækker hesten og mig. JO, det virkede lidt kolonialistisk og grinagtigt, men da der var gået 10 min, hvade jeg glemt alt om det, for jeg kunne meget bedre nyde turen på denne måde. Jeg tænker, det må være lidt lige som at køre i Alperne, hvis man skal nyde udsigten, så skal man ikke selv køre. Jeg tænkte (man tænker godt når man rider) også lidt på det med hestepiger og prinsen på den hvide hest. Han, man venter på. Måske skal man ikke vente, men selv finde en hest, og så lade sig trække rundt i landskabet, så er det bare læne sig tilbage og nyde udsigten. Og man får ikke særligt ondt i røven på denne måde.

Nu må det vist være nok for denne gang.

Med venlig hilsen Tina Bruun

Jeg begyndte klinikken om mandagen, og mine første oplevelser var med at for-undersøge dvs. måle vægt, blodtryk, mm. og tage blodprøver. Der er mange patienter – måske 60 ialt – men langt de fleste blev nået inden frokost. De fleste patienter møder op til deres tider, men efter frokost er det de ny-konstaterede hiv-smittede, der kommer. Jeg ved ikke hvor mange, der bliver testet positive hver dag på Senkatana, som klinikken hedder, men i den første uge har der vel været ca. 30 nye.

Jeg har endnu ikke nået at få så mange indtryk, så derfor skriver jeg lidt om mænd og kvinder. Eller forskellen på dem. Her, og sådan var det også i Botswana, er der stor forskel på, hvornår mænd og kvinder henvender sig for at blive hiv-testede. Mange af kvinderne kommer til hiv-test, fordi de er gravide eller lige har født, fordi deres mand er død eller har forladt dem eller fordi de er blevet informerede om hiv.

En del af dem har det derfor rimelig godt, når de bliver testede hiv-positive.

Med mændene ser det derimod en smule anderledes ud. Mange af mændene kommer først, når de er MEGET syge, og skal køres eller bæres ind på klinikken, og i torsdags døde en mand, mens han ventede på at få taget blodprøver. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er så svært at få dem til at komme noget før. Kvinderne har umiddelbart en anledning, når de er gravide eller deres børn skal undersøges, og den mulighed ligger jo ikke lige for hos mændene.

Det er meget ærgerligt, for når de kommer så sent, så er det meget svært at gøre noget for dem. Klinikken har givet hiv-behandling i 4 år (tror jeg nok), og de har lige nu 4000 patienter tilknyttet, hvor af mere end halvdelen er i behandling. Der er to læger (plus Anders lige nu) og en sygeplejerske, der ser patienter hver dag, og så er der et rådgivningsafsnit. Jeg skal i næste uge være i rådgivningen, så bagefter vil jeg fortælle mere om denne del.

Vi har en kort uge i næste uge, for der skal være valg på fredag. Alle er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå. Sidste gang, der var valg i 2002/3, gik det roligt, men forrige gang i 1998 havde der været en del uroligheder. Det er typisk udlændingene der frygter urolighederne, mens Batsotho (folk fra Lesotho) siger, at der ingenting er at frygte. Vi planlægger dog at tage ud på landet i denne weekend, så vi ikke er midt i det.

Med venlig hilsen Tina Bruun